I ’Den store bog om at blive væk’ hos Batida møder vi to søstre med en meget forskellig tilgang til livet. De spilles med henholdsvis god selvretfærdighed og rebelskhed af Danay Anaya og Maria Sonne.

Hvor den næsten irriterende snusfornuftige, forsigtige Vera har taget voksenverdenens råd til sig om konstant at passe på og tage sig i agt for hvad som helst, så leverer Maria Sonne et sprælsk og boblende modstykke i søsteren Kirsten, der på en helt anden måde er rastløs klar til narrestreger og ude på ballade.

Dynamikken og ikke mindst frustrationen de to imellem kan mærkes helt ned på bagerste række, og taler fornemt til målgruppen.

Kæmpe bog og godt med bas

Især scenografi og musik skal have ros. Sammen med den lille guldfiskebowle og potteplante føler vi os godt hjemme i scenerummet, der senere bliver aldeles magisk.

Et par spånplader og lidt kridtstreger – så er der pludselig et hus. En masse bambusstænger og lidt teltdug, så er den lille potteplante vupti blevet til en hel skov. Mange af de effektfulde scenarier kreeres som en del af handlingen, og det fungerer godt.

Veras lille bog bliver så stor, at man ikke bare kan flytte ind, men selvfølgelig også helt bogstaveligt blive væk i dens verden. De to søstre skrumper til små dukker, og den lille guldfisk vokser sig enorm som guldballon, der svæve-svømmer poetisk rundt i manegen med den lille dukke-Vera på ryggen som en anden Tommelise.

’Ai ai ai ai, nu er vi på vej – hold fast i mig’ lyder det, så hele salen swinger med Tobias Heilmann, der har god fornemmelse for sit publikum og får alle til at synge med – også rigtig lavt, rigtig uhyggeligt. Det er rørende.

Der bliver hevet godt i guitar- og basstrenge undervejs, og stykket starter med cirkustrompet og nonverbal sang, der sætter god stemning fra start. Da uhyggen senere for alvor skal introduceres sker det med hvislende hvisken ’Kirsten hun er væk, væk væk’ og med fed saxofon og kæmpe strik.

’Uha uha uha – ulve er så slemme, æder børn der løber væk. Børn skal blive derhjemme…’ lyder det med et glimt i øjet til os overbeskyttende voksne, og hos denne anmelder er der ikke et øje tørt.

Ulven kommer

For ikke alle voksne er overbekymrede og sukkersøde ved børn. Karen Rasmussener ubetalelig som Cruelle del ville-mystisk ulveskurk i stort strik, og man mere end aner uråd, selvom også hun leger bekymret voksen ved at dele strikhalstørklæder ud og snakke om, hvor farligt det er at blive forkølet.

Hun er selv farlig, fornemmer vi, og det bryder ud i lys lue, da hun med Ghita Nørby-pondus proklamerer; ’Jeg er naturen!’ så hele salen bæver. Endelig kommer ulven, og endelig bliver Kirsten rigtigt bange.

Her stopper legen med at lede efter spænding af bare kedsomhed. Nu er det alvor. Grønt lyst, trommer og xylofon laver skæv eventyrstemning, der uvægerligt leder tankerne mod Alice i Eventyrland, og Kirsten er i hue, som en anden Rødhætte – hvordan skal det dog ikke gå.

Morale til slut?

Uden at sige for meget kan strik heldigvis trevles op, og den magtfulde natur kan overraskende nok også selv blive bange. Det er så fint et skift, der øjeblikkeligt vækker vores empati for den stakkels nøgne natur, der selvfølgelig også har brug for, at nogen passer på den…

Alle fortjener trøst, når de er ude, hvor de ikke kan bunde, men; ’Man kan ikke blive fundet, hvis man ikke bliver væk’ lyder den enkle logik. Tematisk er det derfor svært ikke at sende Søren Kierkegaard en kærlig tanke; ’At vove er at miste fodfæstet en stund, ikke at vove er at miste sig selv’.

Det er lige præcis hvad denne forestilling handler om, og den formidler sit budskab så musikalsk og medrivende, at man går trallende glad derfra – klar til at tage livet med storm.

Fakta: